| Familie
på Farten - med farmor i Australien
På vores femte rejse fik
vi en ny ledsager - Helges mor, 91-årige Else Marie
Rude Kristensen. Hun sagde ja til at lære sit barn,
sin svigerdatter og sine børnebørn bedre at
kende gennem 130 dages eventyr i Australien. Fire en halv
måned til at se et kontinent og land, der er 180 gange
større end Danmark - i to firehjulstrækkere,
og med soveværelse, stue og badeværelse i ét
telt.
Turen gik fra Sydney op langs østkysten
til flodkrydsninger, eroderede hjulspor og fiskere på
mandetur på Cape York halvøen.
Sydpå til Australiens centrum
hvor fluerne regerer i Simpsonørkenen, og til tops
på Ayers Rock.
Nordpå til fugtige Darwin
og aboriginernes land; Arnhem, og mødet med aboriginernes
sørgelige liv i et samfund, der ikke tager hensyn til
deres gamle levevis.
Mod vest gennem Kimberlys kæmpe
kvægfarme og kvælende varme, hvor farmor fik hedeslag
og næsten forlod denne verden..
Til vestkystens gamle perlefiskerbyer,
hvide sandstrande og kulørte koralrev.
Mod syd til veskystens frodige
hovedstad Perth og mine- og bordelbesøg i rå
guldgraverbyer.
Langs sydkysten tværs over
endeløse Nullabor til Sydaustraliens imponerende kyster,
Tasmaniens bjerge og skove - så og tilbage til Danmark
og julemad efter 30.000 kilometers kørsel gennem outbacken.
Men mest af alt en mulighed for
at lære hinanden bedre at kende under ekstreme forhold
- og for at vise, at det aldrig er for sent at begynde på
eventyret.
|